Rapport U12 Piger hold 3
Af: Annette Opstrup
Målfest mod Korsholm Så blev det tid til returkampen mod Korsholm - et opgør der traditionelt er benhårdt og hvor det er små detaljer der skiller holdene ad. Det var da også med disse forventninger, vi mødte op til returopgøret i Søften efter den nervepirrende første runde, hvor Korsholm indkasserede en snæver sejr på 13-12 i Skæringhallen. Det var da også Korsholm der kom hurtigst fra start til 1-0 hvorefter en HEI udligning fra venstre back satte scoren til 1-1. Der var gået to minutter af kampen - og det var de eneste to minutter Korsholm var foran. Resten af kampen blev nærmest en opvisningskamp hvor alt bare lykkedes for HEI. Anne-Kathrine måtte udgå efter kun 7 minutters spilletid pga. smerter i hælen, og med to afbud til kampen var der således ingen udskiftere. Dette gjorde at de syv resterende spillere måtte slide - hvilket de gjorde på flotteste vis. Lena var ganske enkelt en mur i målet og vores hurtige kontraspil blev kørt igennem. Stillingen 18-4 til HEI ved pausen var en klar indikation af hvilken vej denne kamp vendte - og selv cafeteriet besluttede sig for at åbne udsalget (de kunne nok fornemme, at der var et hold der havde noget at fejre). Anden halvleg fortsatte hvor den første sluttede - pigerne henholdsvis hoppede, snoede sig og hamrede gennem Korsholms magteløse forsvar. Alle pigerne viste meget flot spil og de sammenlagt 33 scoringer fordelte sig over hele linien - lige med undtagelse af AK, der måtte se til fra bænken. Maja kom flot igang på fløjen, Ida fik hul på stregspillet, Cille, Amalie, Kathrine og Sissel leverede varen fra alle positioner og Lena stod som tidligere nævnt fantastisk. Fritz fik også prøvet spillerne af på forskellige positioner - men uanset hvordan angrebsspillet blev rokeret rundt kunne han altså ikke tage målglæden fra pigerne - og bolden fandt netmaskerne gang på gang. Korsholm satsede stort med at sætte deres ellers rutinerede (og høje) målmand på stregen - sikkert i forventning om at hun kunne fiske alle de høje bolde fra vores noget mindre piger derinde, men på nær et par gange fik hun ikke et ben til jorden. Vi stod klippefast i forsvaret og kunne gå fra kampen med store smil og en fortjent sejr efter en flot spillet kamp! Slut resultat 11-33 til de røde!
09.03.2009