HEI Håndbold er årets håndboldforening
Af: Annette Opstrup
HEI Håndbold fra Århus er valgt til årets håndboldforening....
34 milliarder…
Det er værdien af den samlede frivillige indsats i Danmark.
Hvor mange af disse milliarder, der genereres i de ca. 900 håndboldforeninger vi har i DHF ved jeg ikke, men jeg ved dog, at der skal rigtig mange trænere og ledere til i vores idræt.
En helt ny frivillighedsundersøgelse viser, at der skal rekrutteres 1 leder pr. 5 aktive i håndbold. Det placerer håndbold på en 4. plads i forhold til størst behov for ledere. Til sammenligning har gymnastik 23 aktive pr. leder og svømning 41 aktive pr. leder.
Den frivillige indsats skal vi værne om og sætte stor pris på. Bla. derfor kårer vi Årets håndboldforening i Dansk Håndbold Forbund.
I år går prisen til en af vores allerstørste foreninger, når det kommer til børne- og ungdomsmedlemmer. En forening som sidste år kunne mønstre intet mindre end 21 turneringshold i U-10 og U-12 rækken, og som i år har tæt på 50 U-14 drenge. Hvis ikke det er danmarksrekord er det i hvert fald tæt på.
Årets Håndboldforening formår at give et kvalitetsprodukt til både bredde og elite. At kunne vinde jyske mesterskaber og samtidig fastholde spillerne på 4. og 5. holdet er unikt. Udover den fantastiske kvalitet i det daglige tilbud, hvor AT spiller en vigtig rolle, har foreningen vist stort medejerskab i forhold til kredsens og DHF’s aktiviteter.
Foreningen har bl.a. en stor aktie i udviklingen af TOTAL håndbold, er hvert år Håndboldskolearrangør, har været forgangsforening i forhold til udbredelse af beachhandball som et sjovt og udviklende spil for børn og unge, og er sidst men ikke mindst arrangør af Elite Cuppen, som hvert år er et must at deltage i for mange ungdomshold. Foreningen må betegnes som værende rollemodel for mange andre.
Det er mig en stor glæde, at kunne sige tillykke til HEI Håndbold fra Århus som Årets Håndboldforening 2011 .
Jeg vil gerne se Niels Møller her oppe til at modtage det synlige bevis på titlen samt en check fra TRESS på kr. 5.000,-
mvh Søren Simonsen, Udviklingschef i DHF
20.06.2011